Luk

Dette site bruger cookies. Du kan læse omkring hvordan vi bruger dem i privacy policy.

23/05/2016

Udenlandske aktiviteter – undgå dansk registreringsafgift

Der skal som udgangspunkt altid betales dansk registreringsafgift, når en i Danmark bosiddende person anvender en bil i Danmark. Der skal dog ikke betales dansk registreringsafgift af en udenlandsk registreret firmabil, der anvendes af en herboende selvstændigt erhvervsdrivende, som er etableret eller udfører tjenesteydelser i et andet EU/EØS-land, og anvender bilen til brug for udførelsen af den selvstændige erhvervsvirksomhed i et andet EU/EØS-land. Der er dog knyttet visse betingelser til afgiftsfritagelsen.

Tilladelse til kørsel i udenlandsk firmabil
Der skal på forhånd ansøges hos SKAT om at blive fritaget for betaling af registreringsafgift.

Der skal kun betales dansk registreringsafgift for en udenlandsk firmabil, hvis firmabilen i det væsentlige bliver anvendt varigt i Danmark. Der gælder både et dagskriterium og et kilometerkriterium for at vurdere, om firmabilen væsentligt anvendes varigt i Danmark. Begge kriterier vurderes i forhold til en samlet 12-måneders periode, og begge kriterier skal være opfyldt, før der indtræder dansk afgiftspligt.

For både dagskriteriet og kilometerkriteriet gælder, at der på den ene side bliver set på den samlede kørsel i Danmark, det vil sige både privat og erhvervsmæssig kørsel, og på den anden side på den erhvervsmæssige brug af firmabilen i udlandet. Privat kørsel i udlandet tæller ikke med i opgørelsen.

Dagskriteriet
Dagskriteriet indebærer, at hvis bilen inden for en periode af 12 måneder skal anvendes eller faktisk bliver anvendt 183 dage eller mere i Danmark, så bliver bilen anset for at være anvendt i det væsentlige varigt i Danmark. Alle dage medtælles uanset om kørslen er erhvervsmæssig eller privat.

Modsat gælder det, at hvis bilen anvendes mindre end 183 dage i Danmark inden for en periode på 12 måneder, skal der ikke betales dansk registreringsafgift for bilen.

Kilometerkriteriet
En bil anses for at være anvendt væsentligt og varigt i Danmark, når den erhvervsmæssige kørsel i udlandet inden for en 12-måneders periode er mindre end den samlede private og erhvervsmæssige kørsel i Danmark.

Det betyder, at der bliver lagt vægt på antal erhvervsmæssigt kørte kilometer i udlandet i forhold til den samlede kørsel med firmabilen i Danmark, det vil sige både privat og erhvervsmæssig kørsel. Kørsel mellem bopælen i Danmark og arbejdspladsen i udlandet medregnes til den erhvervsmæssige kørsel i udlandet.

Hvis bilen inden for 12-måneders perioden i udlandet i erhvervsmæssig henseende har kørt mindre end den samlede kørsel i Danmark, bliver bilen anset for i det væsentlige at være anvendt varigt i Danmark.

Modsat gælder det, at hvis bilen inden for 12-måneders perioden kører mere i udlandet i erhvervsmæssig henseende end den samlede kørsel i Danmark, bliver bilen anset for i det væsentlige at være anvendt uden for Danmark, og der skal ikke betales dansk registreringsafgift.

Muligheden for af undgå dansk registreringsafgift gælder også, når en udenlandsk arbejdsgiver stiller en firmabil til rådighed for en medarbejder bosiddende i Danmark, hvis bilen i det væsentlige bliver anvendt varigt uden for Danmark efter ovenstående kriterier.

Revision og regnskab

Lad os give dig mere frihed i hverdagen.

Læs mere

Mere frihed i hverdagen?

Hvad enten du repræsenterer et stort selskab, en mindre virksomhed eller dig selv, tager vi udgangspunkt i dig og dine ønsker og behov.

Læs mere

Branchespecifik rådgivning

Læs mere