Luk

Dette site bruger cookies. Du kan læse omkring hvordan vi bruger dem i privacy policy.

06/03/2020

Frivillig indbetaling af acontoskat for selskaber  

20. marts 2020 er en dato, hvor mange selskaber vælger at indbetale frivillig acontoskat. Satserne for tillæg og dekort til frivillig indbetalt acontoskat for indkomståret 2020 kendes endnu ikke, men forventes at være i samme størrelsesorden som for indkomståret 2019. Det betyder, at der ikke er nogen fordel i at indbetale frivillig acontoskat den 20. marts 2020, medmindre selskabet betaler negativ rente.

Frivillig indbetaling af acontoskat
Selskaber kan foretage frivillig indbetaling af acontoskat for indkomståret 2020 frem til og med den 1. februar 2021.

Ved frivillig indbetaling af acontoskat beregnes der et tillæg eller en dekort afhængig af indbetalingstidspunktet. De normale tidspunkter, hvor selskaber vælger at indbetale frivillig acontoskat, er den 20. marts, 20. november og 1. februar i året efter.

Satserne for tillæg, dekort og restskat for indkomståret 2020 offentliggøres først i december 2020.

Satserne for indkomståret 2020 forventes ikke at ændre sig nævneværdigt i forhold til satserne for indkomståret 2019. For indkomståret 2019 var der ingen tillæg eller dekort til frivillige indbetalinger af acontoskat hverken den 20. marts 2019 eller den 20. november 2019. Ved frivillig indbetaling af acontoskat i perioden 21. november 2019 til 1. februar 2020 var dekorten på 0,9 %.

Restskat for indkomståret 2020 skal betales senest den 20. november 2021. Tillægget til restskat for indkomståret 2019 udgjorde 4,7 %, og der er tale om en ikke fradragsberettiget rente. Det svarer til en før skat-rente på 6,0 % p.a.

Valg af tidspunkt for frivillig indbetaling af acontoskat
Da der hverken ydes tillæg eller sker reduktion med en dekort ved indbetaling af frivillig acontoskat, når det forudsættes, at satserne bliver de samme for indkomståret 2020 som for indkomståret 2019, kan selskabet umiddelbart lige så godt vente med en eventuel frivillig indbetaling til den 20. november 2020. Kun hvis selskabet betaler negativ rente, vil det være en fordel at foretage frivillig indbetaling den 20. marts 2020 eller for den sags skyld et senere tidspunkt, hvis situationen med negativ rente først opstår senere på året, men dog indbetaling senest den 20. november 2020, hvis dekort skal undgås.

Ved frivillig indbetaling af acontoskat i perioden 21. november 2020 til 1. februar 2021 forventes dekorten at være i samme størrelsesorden som for indkomståret 2019, hvilket vil sige 0,9 %. Indbetales der således 100.000 kr. i frivillig acontoskat den 1. februar 2021 godskrives selskabet kun en skattebetaling på 99.100 kr.

Tillægget til overskydende skat udgjorde for indkomståret 2019 0,1 % og forventes at være i samme størrelsesorden for indkomståret 2020.

Revision og regnskab

Lad os give dig mere frihed i hverdagen.

Læs mere

Mere frihed i hverdagen?

Hvad enten du repræsenterer et stort selskab, en mindre virksomhed eller dig selv, tager vi udgangspunkt i dig og dine ønsker og behov.

Læs mere

Branchespecifik rådgivning

Læs mere