RevisorPosten nr. 3 – 2021
Revisorposten nr. 3-2021 er på gaden, og du kan her læse om:
- Muligheden for at udnytte reglerne om forhøjede afskrivninger på driftsmidler. 13. april 2021 blev reglerne for straksafskrivning af småanskaffelser ændret, således at man fra og med d. 23. november 2020 kan fratrække anskaffelser med en købspris på op til kr. 30.000. Lidt ærgerligt, at loven først kom medio april 2021, hvor en række selskaber allerede havde afleveret selvangivelse for 2020, og derfor ikke fik mulighed for at udnytte reglerne. Men forhøjelsen til kr. 30.000 er permanent, så lad os glæde os over fremtiden med større fradragsmuligheder end tidligere.
- De længe ventede ejendomsvurderinger for erhvervsejendomme som nu er lige på trapperne. For at undgå pludselige skattestigninger bliver grundskyldspromillerne sænket, og det bliver spændende at se effekten af de ændrede vurderinger landet over, herunder om kommunerne benytter lejligheden til at ændre på dækningsafgiften.
- Hvordan du sikrer dig, at du overholder reglerne for udbetaling af kørepenge og rejsegodtgørelse til dine ansatte, herunder især hvilke kontrolpligter du skal leve op til for at udbetalingerne er skattefrie for modtager.
- At hvis du driver din virksomhed i selskabsform, så har du pligt til at opbevare selskabsretlige dokumenter (generalforsamlingsreferater, beslutningsreferater m.v.) i 5 år. Revisor har pligt til at kontrollere, at selskabet ligger inde med de pågældende dokumenter, og skal anføre det påtegningen på regnskabet, hvis ikke kravene er overholdt.
- Udtagningsmoms, som er blevet mere lempelig. Udtagningsmoms opstår f.eks. i et tilfælde, hvor en virksomhed køber varer til lager, som det senere viser sig umulige at sælge. Forærer virksomheden varen til en hjemløs, så skal virksomheden betale ”udtagningsmoms”. Tidligere blev momsen beregnet på grundlag af indkøbsprisen, hvilket reelt betød at den moms, der var blevet fratrukket ved købet skulle tilbagebetales til SKAT. De nye regler siger, at det skal være markedsværdien, der skal lægges til grund for momsberegningen. En vare man ikke kan sælge, og som man derfor forærer væk repræsenterer sandsynligvis en ganske lav værdi, og dermed bliver udtagningsmomsen reduceret betydeligt.
- Hvorfor konvertible obligationer tidligere kunne være en bedre løsning end et simpelt lån fra hovedaktionær til dennes selskab på grund muligheden for tabsfradrag. Nye regler udhuler imidlertid fordelene ved konvertible obligationer.
- ”superfradrag”. En betegnelse for et øget fradrag for udgifter anvendt på forsknings og forsøg. Fradraget er på 130 % af de afholdte udgifter, og reglen gælder foreløbigt frem til og med 2022.
RevisorPosten-nr-3-2021Download