Restskat og overskydende skat for indkomståret 2015
For at undgå at betale renter af restskat for indkomståret 2015 skal betaling ske inden nytår. Men mod betaling af en dag til dag-rente, kan betaling af restskat for 2015 også ske i perioden 1. januar 2016 – 1. juli 2016. Efter denne dato betales et fast procenttillæg.
Restskat
Reglerne for beregning af renter og procenttillæg til restskat er som følger:
- Hvis restskatten betales inden den 1. januar 2016, skal der ikke betales renter eller procenttillæg
- Hvis restskatten betales i perioden 1. januar – 1. juli 2016, skal der betales en dag til dag-rente
- Hvis restskatten først bliver betalt efter den 1. juli 2016, skal der betales et procenttillæg.
Betaling inden nytår
Der skal ikke betales hverken dag til dag-rente eller procenttillæg.
Bemærk, at der kan være forskellige frister for rettidig indbetaling inden årets udgang afhængig af, om der bruges netbank eller dankort. Dette vil normalt fremgå af SKATs hjemmeside.
Er man selvstændigt erhvervsdrivende og anvender virksomhedsordningen, kan det være en fordel at vente med at betale restskatten indtil 2016 mod betaling af en dag til dag-rente. Det skyldes, at frivillige indbetalinger af restskat i virksomhedsordningen anses som private hævninger. Ved at afvente med betaling til 2016 udskyder man beskatningen af det hævede beløb ét år, og man kan nøjes med at betale renter af skatten indtil den dag betaling sker.
Betaling i perioden 1. januar 2016 – 1. juli 2016
Ved indbetaling af restskat i perioden 1. januar 2016 – 1. juli 2016 skal der betales en dag til dag-rente på 2,2 % p.a. Dag til dag-renten kan ikke skattemæssigt fratrækkes.
Betales restskatten den 30. januar 2016, skal der betales rente for 30 dage. Udgør den forventede restskat eksempelvis 100.000 kr. beregnes renten således:
100.000 kr. x 2,2 % x 30/365 = 180 kr.
Viser det sig senere, at restskatten er større, kan der foretages yderligere indbetaling mod betaling af en dag til dag-rente. Betaling skal dog være sket senest den 1. juli 2016.
Restskat, der ikke er indbetalt senest den 1. juli 2016
Er restskatten ikke betalt senest den 1. juli 2016, skal der ikke betales en dag til dag-rente men i stedet et procenttillæg. Procenttillægget udgør 4,2 %. Procenttillægget kan ikke skattemæssigt fratrækkes.
Hvis restskatten eksempelvis udgør 100.000 kr., indregnes 19.000 kr. med tillæg af 4,2 % eller i alt 19.798 kr. i forskudsskatten for indkomståret 2017. Den resterende restskat på 81.000 kr. med tillæg af 4,2 % eller i alt 84.402 kr. opkræves fordelt på tre rater i august, september og oktober 2016.
AM-bidrag
AM-bidrag er omfattet af reglerne om restskat. Det betyder, at der også ved for lidt betalt AM-bidrag skal betales en dag til dag-rente eller procenttillæg.
Overskydende skat
Ved udbetaling af overskydende skat får man et procenttillæg på 0,5 %. Der opnås ikke procenttillæg til overskydende skat, der skyldes frivillig indbetaling af restskat. Ved udbetaling af overskydende skat, hvor der er betalt en dag til dag-rente af beløbet, vil der sammen med udbetalingen af den overskydende skat ske tilbagebetaling af den betalte dag til dag-rente.
SKAT påbegynder udbetaling af overskydende skat primo april 2016.
Selvstændigt erhvervsdrivende og andre, der anvender den udvidede selvangivelse, må vente lidt længere med at få overskydende skat udbetalt.
Kontakt Ecomentor og hør mere om, hvad restskat og overskydende skat for indkomståret 2015 betyder for dig.
Dette notat udgør ikke og kan ikke erstatte professionel rådgivning. Ecomentor påtager sig intet ansvar for tab, nogen måtte lide som følge af handlinger eller undladelser baseret på notatets indhold, ligesom Ecomentor ikke påtager sig ansvar for indholdsmæssige fejl eller mangler.