Luk

Dette site bruger cookies. Du kan læse omkring hvordan vi bruger dem i privacy policy.

08/06/2017

Ny lovgivning på skatteområdet

Folketinget har afholdt afslutningsdebatten for indeværende folketingsår og er derfor gået ind i den mødefri periode. Det betyder også, at nogle skattelovforslag blev vedtaget primo juni, nemlig nedsat bo- og gaveafgift ved generationsskifte af virksomheder, hvorvidt deltagelse i transparente selskaber er erhvervsmæssig virksomhed og kildeartsbegrænsning af underskud i 10-mandsprojekter.

Nedsat bo- og gaveafgift ved generationsskifte af virksomheder
Afgiftssatsen på 15 % ved gaver og arv til børn, børnebørn m.fl. gælder fortsat, men der er indført en reduceret sats ved overdragelse af erhvervsvirksomheder, hvad enten overdragelsen sker i levende live eller ved død.

Nedsættelse af bo- og gaveafgiften sker efter følgende skala:

  • 13 % i 2016 og 2017
  • 7 % i 2018
  • 6 % i 2019
  • 5 % i 2020 og senere.

Krav til virksomheden
Den lavere afgiftssats gælder kun, når der er tale om reelt aktive virksomheder, hvorimod såkaldte pengetankselskaber og lignende ikke er omfattet.

Gavegiver eller arvelader skal have ejet virksomheden i mindst ét år forud for gaveoverdragelsen eller dødsfaldet. I personligt ejede virksomheder skal virksomhedsejeren eller dennes nærtstående have deltaget i virksomhedens drift i væsentligt omfang (50-timers-reglen) i mindst ét år af ejertiden. I selskabsejede virksomheder skal gavegiver, arvelader eller dennes nærtstående i mindst ét år af ejertiden have deltaget i selskabets ledelse – direktion eller bestyrelse.

Hvem kan overtage virksomheden?
Den nye virksomhedsejer skal være omfattet af den personkreds, der kan succedere, og hvor bo- eller gaveafgiften efter de almindelige regler udgør 15 %, hvilket typisk vil sige børn, adoptivbørn, stedbørn og børnebørn.

Har gavegiver eller afdøde ikke børn mv., gælder den lavere afgiftssats, hvis virksomheden overdrages til søskende eller disses børn og børnebørn.

Krav om 3 års ejerskab efter overdragelsen
Gavemodtageren eller arvingen skal opretholde ejerskabet til virksomheden i mindst tre år efter modtagelsen af gaven eller arven. Afstår gavemodtageren eller arvingen helt eller delvist virksomheden i en periode på tre år efter overdragelsen, sker der en afgiftsforhøjelse. Afgiftsforhøjelsen omfatter den andel af virksomheden, som afstås. Afgiften for den afståede del af virksomheden forhøjes som udgangspunkt til den normale sats for bo- og gaveafgift på 15 %, men reduceres dog ud fra ejertid – ejertid på to år giver lavere afgift end afståelse efter ét års ejertid.

Transparente selskaber – erhvervsmæssig virksomhed?
Erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssigt transparente enheder – partnerselskaber (P/S), kommanditselskaber (K/S) og interessentskaber (I/S) har hidtil været ensbetydende med, at ejerne blev anset som selvstændigt erhvervsdrivende. Sådan er det ikke længere. Det vedtagne lovforslag betyder, at interessenter, kommanditister og partneraktionærer ikke automatisk bliver anset som selvstændigt erhvervsdrivende i relation til skattereglerne. Der skal foretages en konkret vurdering af, om ejeren af andelen i det transparente selskab kan anses for selvstændigt erhvervsdrivende eller lønmodtager. Dette gælder også, selv om andelen i det transparente selskab ejes af et kapitalselskab eksempelvis et anpartsselskab (ApS). Er der ikke tale om selvstændig virksomhed, er det den fysiske person, der skal beskattes af vederlaget/lønnen, selv om andelen ejes af et ApS.

Den enkelte deltager skal have en reel økonomisk risiko for at kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Der skal være risiko for et økonomisk tab og ikke kun risiko for ikke at blive honoreret for sin arbejdsindsats. Den økonomiske risiko skal have et væsentligt omfang, herunder set i forhold til deltagerens løbende vederlag fra selskabet.

Vederlaget til deltageren skal afhænge af overskuddet i virksomheden, ligesom den pågældende skal deltage i eventuelle tab. Hvis deltageren eksempelvis er garanteret et minimumsvederlag, kan den pågældende normalt ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende.

Deltageren skal have en position i virksomheden, der indebærer en reel indflydelse på forretningens overordnede beslutninger.

Lovændringen har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2018 eller senere. Det betyder, at ændringen også gælder allerede eksisterende ejerandele i transparente selskaber.

Kildeartsbegrænsning af underskud i 10-mandsprojekter
Adgangen til fradrag i anden indkomst for underskud ved investering i såkaldte 10-mandsprojekter (K/S, P/S og I/S), hvor ejeren ikke yder en væsentlig arbejdsindsats, er afskaffet, når investeringen er sket den 12. maj 2017 eller senere. Et underskud fra sådan virksomhed vil fremover være kildeartsbegrænset, hvilket betyder, at et skattemæssigt underskud alene kan modregnes i overskud i samme virksomhed i et senere indkomstår.

Såfremt en person er ejer af en andel af en virksomhed senest den 11. maj 2017, og bliver han senere ejer af yderligere en andel af samme virksomhed, gælder kildeartsbegrænsningen af underskud for den nye andel ikke, hvis sælger af andelen har anskaffet sin andel senest den 11. maj 2017.

Kildeartsbegrænsningen gælder heller ikke, hvis virksomhedsandelen erhverves fra en ægtefælle, herunder ved hensidden i uskiftet bo eller som arv, når ægtefællen eller afdøde har erhvervet eller påbegyndt virksomheden senest den 11. maj 2017.

Ecomentor bliver del af Christensen Kjærulff

Læs mere

Revision og regnskab

Lad os give dig mere frihed i hverdagen.

Læs mere

Mere frihed i hverdagen?

Hvad enten du repræsenterer et stort selskab, en mindre virksomhed eller dig selv, tager vi udgangspunkt i dig og dine ønsker og behov.

Læs mere