Luk

Dette site bruger cookies. Du kan læse omkring hvordan vi bruger dem i privacy policy.

05/05/2020

Momsfradrag ved tab på debitorer

Corona-krisen har medført stigende likviditetsproblemer hos rigtig mange virksomheder. Derfor kan det for en række virksomheder være vanskeligt at betale sine leverandører for leverede varer og tjenesteydelser. Her er det væsentlig, at den tabslidende leverandør så vidt muligt opnår fradrag for moms af tab på sine debitorer. Manglende betalingsevne hos en kunde er dog ikke i sig selv nok til, at der kan opnås momsfradrag.

Hvornår kan tabet fratrækkes?
Når en momsregistreret leverandør har faktureret en kunde med tillæg af moms, og det efterfølgende viser sig, at kunden ikke kan betale fakturabeløbet eller kun kan betale en del af fakturabeløbet, kan leverandøren fradrage momsen af tabet, når følgende betingelser er opfyldt:

  1. Tabet vedrører leverede varer og ydelser.
  2. Leverancen af varer og ydelser er momsbelagt.
  3. Momsen er angivet.
  4. Tabet er konstateret.

For så vidt angår betingelse nr. 1 om at tabet skal vedrøre leverede varer og ydelser, skal det fremhæves, at der ikke må ydes kredit ud over det sædvanlige. Hvis en leverandør har ydet sin kunde kredit ud over, hvad der er sædvanligt inden for den pågældende branche eller har fortsat leveringen gennem længere tid, selv om leverandøren burde have indset, at kunden ikke ville være i stand til at betale, kan en konkret vurdering føre til, at tabet ikke anses for at være tab som følge af en momspligtig leverance, men derimod et tab som følge af et gave-/låneforhold. Det er muligt, at corona-krisen kan begrunde lidt længere kredit. Skattestyrelsens holdning til eventuel længere kredit kendes dog ikke.

Betingelse nr. 4 om konstatering af tab forudsætter som udgangspunkt, at leverandøren har foretaget indenretlige skridt for at konstatere tabet. Manglende betalingsevne hos en kunde er ikke i sig selv nok, ligesom manglende betalingsvilje, eksempelvis på grund af uenighed om fejl eller mangler ved de leverede varer og ydelser, er uden betydning. Et tab anses for at være konstateret eller ligestilles hermed, når det optræder under en af disse omstændigheder:

  • Konkurs- og dødsboer.
  • Tvangsakkord (rekonstruktion).
  • Frivillig akkord.
  • Forgæves fogedforretning.
  • Tvangsauktion
  • Gældssanering for jordbrugere.
  • Andre tilfælde, f.eks. fordringer under 3.000 kr. samt ukendt eller forsvunden debitor.

For så vidt angår konkursboer, anses et tab for konstateret, når det ved afslutningen af konkursboet dokumenteres, at der ikke er opnået fuld dækning for det anmeldte krav. Der kan dog foretages et foreløbigt fradrag for tab på fordringer i konkursboer, før konkursbehandlingen er endelig afsluttet. Det er en forudsætning, at leverandøren er i besiddelse af en erklæring fra boets kurator om, at dividenden ikke forventes at overstige en nærmere angiven procent af fordringen.

Momsfradrag for tab på debitorer i ”andre tilfælde” omfatter også fradrag på fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord mv. efter en konkret vurdering, når:

  • fordringerne har været gennem en rykkerprocedure i inkassoafdelingen hos leverandøren selv, og fordringerne herefter er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, og
  • leverandøren ved fortsat manglende betaling først efter en individuel vurdering af den enkelte kunde og fordring har vurderet, om fordringen skal anses for tabt og overføres til overvågningslisten.

Fradrag for moms af tab på debitorer skal angives i den momsperiode, hvor tabet er konstateret. Momsen af tabet skal ikke angives som indgående moms, men derimod som en reduktion i den udgående moms.

Ecomentor bliver del af Christensen Kjærulff

Læs mere

Revision og regnskab

Lad os give dig mere frihed i hverdagen.

Læs mere

Mere frihed i hverdagen?

Hvad enten du repræsenterer et stort selskab, en mindre virksomhed eller dig selv, tager vi udgangspunkt i dig og dine ønsker og behov.

Læs mere