Bidrag til valgkampen – maskeret udlodning
Et selskabs afholdelse af udgifter i aktionærens interesse er maskeret udlodning, når udgifterne ikke kan karakteriseres som driftsomkostninger.
Kan bidrag til politiske partier være en driftsomkostning?
I forbindelse med et valg kan man måske forestille sig, at økonomisk støtte til et opstillet parti kan være til gavn for en virksomhed eller virksomheder generelt. Er der så tale om en fradragsberettiget driftsomkostning?
Efter praksis findes der udgifter, som ikke kan fratrækkes, uanset hvor nært eller direkte udgiften er forbundet med virksomhedens løbende indkomsterhvervelse. Udgiften er efter sin art udelukket fra fradrag. Det gælder eksempelvis udgifter til støtte af politiske partier, hvilket blandt andet skyldes, at politiske foreninger mv. ikke kan anses for almennyttige.
Kan en aktionær så lade det af ham ejede selskab betale udgiften, og blot lade være med at fratrække udgiften ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst? Nej. Aktionæren vil blive beskattet af det ydede bidrag til det politiske parti mv., idet udgiften efter praksis anses for at være afholdt i aktionærens interesse, og der ikke er tale om en driftsomkostning for selskabet.
Så konklusionen er, at der skattemæssigt ikke er fradrag for støtte af politiske partier eller politiske formål, og betaler et selskab en sådan støtte, vil aktionæren blive beskattet af beløbet som maskeret udbytte.
Kontakt Ecomentor hvis du har regnskabsmæssige spørgsmål til din virksomheds driftsomkostninger.
Dette notat udgør ikke og kan ikke erstatte professionel rådgivning. Ecomentor påtager sig intet ansvar for tab, nogen måtte lide som følge af handlinger eller undladelser baseret på notatets indhold, ligesom Ecomentor ikke påtager sig ansvar for indholdsmæssige fejl eller mangler.