Aktiesparekonto
Regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgik i slutningen af 2017 en aftale om en række erhvervs- og iværksætterinitiativer, herunder en mulighed for personer til at oprette en særlig aktiesparekonto. Der er udarbejdet et lovforslag, som skal fremsættes i Folketinget til efteråret. Reglerne skal have virkning fra og med den 1. januar 2019.
Hvem kan oprette en aktiesparekonto?
Det foreslås, at alle personer – børn og voksne – kan oprette en aktiesparekonto. Et barn skal beskattes selvstændigt af afkastet på aktiesparekontoen, selv om det er forældrene, der har oprettet aktiesparekontoen på barnets vegne.
Forældres indskud på en aktiesparekonto, der tilhører et barn, er en gave, der er omfattet af de almindelige regler om gaveafgift/afgiftsfrihed.
Hvor meget kan der indskydes?
Der foreslås et loft på 50.000 kr. (2019-niveau). Så længe den samlede værdi på aktiesparekontoen ikke overstiger loftet på 50.000 kr., kan der frit indsættes på aktiesparekontoen. Så snart værdien kommer op på 50.000 kr., kan der ikke indsættes yderligere.
Indskud på kontoen kan også ske ved overførsel af noterede aktier, som personen ejer. En sådan overførsel betragtes som et skattepligtigt salg.
Hvad kan der investeres i?
Der kan investeres i noterede aktier, omsættelige investeringsbeviser i akkumulerende investeringsforeninger og omsættelige investeringsbeviser i aktiebaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. Der er tale om værdipapirer, som efter de almindelige regler beskattes som aktieindkomst.
Hvordan beskattes afkastet?
Årets afkast skal beskattes efter lagerprincippet, og skatten udgør 17 %. Årets afkastskat betales af midler på kontoen.
Lagerprincippet indebærer, at beskatningen vil omfatte aktieudbytte og værdistigninger i årets løb, uanset om aktierne afstås eller ej.
Værdiforøgelse på aktiesparekontoen beskattes, mens værdifald fremføres og modregnes i fremtidige afkast på aktiesparekontoen.
Gevinster og tab på aktiesparekontoen vil ikke påvirke personens almindelige aktieindkomst uden for aktiesparekontoen.
Hvornår?
Reglerne skal have virkning fra og med den 1. januar 2019. Det kan derfor forventes, at lovforslag fremsættes i Folketinget i forbindelse med tingets åbning i begyndelsen af oktober måned.